Hvordan du bedst angriber et jobopslag i 4 trin

By: Søren

Se en hel konkret fremgangsmåde her i 4 lette trin inkl. hvordan man ringer på et jobopslag.

Før du sender din ansøgning, er det vigtigt, at du sætter dig ind i, hvad det præcist er, som modtageren efterspørger. For det er i virkeligheden dét, du skal svare på i din jobansøgning.

Sagt på en anden måde: Hvad er det, som virksomheden mangler hjælp til – og hvordan kan kun lige præcis du afhjælpe dem med deres problemer?

Din første hjælp til dét er jobopslaget.

Min konkrete fremgangsmåde:

Læs jobopslaget (mindst) 3 gange

Formålet med dette punkt er, at du får nærlæst jobopslaget, så du 100 % ved, hvad det umiddelbart er, at virksomheden efterspørger.

Er der arbejdsopgaver, evner eller andre ting, du ikke umiddelbart forstår, så sæt et spørgsmålstegn og læs videre. Dét kan vi nemlig bruge senere hen.

De fleste jobopslag fortæller noget helt konkret om, hvilke jobfunktioner der i nærmeste fremtid skal løses med din ansættelse. Notér dem. Dem kalder vi temaord.

Find temaordene og notér dem. De skal så vidt muligt anvendes i din jobansøgning senere hen.

Brug internettet

Formålet med dette punkt er, at du skal have så meget faktuel viden som mulig om virksomheden. Det skal samtidig give dig en idé om, det er et sted, du har lyst til at arbejde.

Er der links i jobopslaget, der henviser til virksomheden, så benyt dem.

Derefter skal du Google virksomheden.

Finder du især personalepolitikker, ”Vision/mission”, pressemeddelser mv., vil de give dig et indblik i, hvordan virksomheden tænker og skriver. Det vil give dig information og temaord, som ofte vil kunne bruges mere eller mindre direkte i din jobansøgning.

Allerede nu vil du sikkert støde på mange sammenfald mellem de temaord, de har brugt i deres jobopslag og de temaord, som du har fundet på deres hjemmeside.

Find deres officielle LinkedIn/Facebook-profil og nærlæs alt om virksomheden, der giver mening. Noter både positive og negative ting, der springer i øjnene.

Kontakt dit netværk, venner, familie, bekendte, der har tilknytning til virksomheden

Formålet med dette er primært for din egen skyld. Det kan give dig et helt konkret indblik i en hverdag i virksomheden, du gerne vil arbejde for.

Få kontakt til dem med det samme. Spørg om hvordan deres hverdag forløber, om chefen motiverer med pisk eller gulerod, spørg om friheden og ansvaret i stillingen.

Spørg om alt det lavpraktiske, som aldrig ville stå i et jobopslag, men ofte kan være mindst lige så vigtige for at kunne vide, om det er et sted, man har lyst til at arbejde. Dette kan også hurtigt be- eller afkræfte, om det overhovedet er et sted, du har lyst til at være.

Hvorfor er dette punkt ikke nr. 1, tænker du? Det kunne da spare mig for en masse besvær!

– Ja. Det kunne spare dig for en masse besvær. Det er dog desværre dit lod i livet som jobansøger, at du – og du alene – må arbejde for sagen.

Punktet ligger som nr. 3, da du har en pligt til ikke at spilde andres tid. Og det ville du gøre, hvis du trak 15, 30 eller 60 minutter ud af en anden persons liv for at hjælpe dig – og at du i så fald var uforberedt ved ikke at have gennemført punkt 1 og 2 først.

Min erfaring siger mig, at ens netværk af venner, familie og bekendte er mere end villige til at hjælpe (og ikke mindst at tale om sig selv og sit job. Dette kan du bruge til din fordel.)

Men i det øjeblik at en person føler, at han bliver udnyttet, så vil du i bedste fald have spildt din egen og en anden persons tid – og i værste fald en negativ indgangsvinkel til dig fra virksomhedens side.

Derfor skal du udelukkende tage kontakt til andre personer, når du har gjort alt, du overhovedet selv kan gøre inden for at sætte dig ind i situationen. Forsøg at stille så brede spørgsmål som muligt – men kun om ting som virkelig interesserer dig.

Du får på den måde bedre muligheder for at stille relevante spørgsmål, og I får begge en god oplevelse. Den person vil derfor også være meget mere tilbøjelig til også at ville hjælpe dig næste gang.

Kontakt telefonisk den ansvarlige på jobopslaget

ipad-605439_640

Formålet med dette er dels at slå dit navn fast og især at du får noget værdifuld info, som du kan benytte direkte i din jobansøgning. Derfor er det vigtigt, at du på forhånd er skarp og forberedt, så du – i tråd med pkt. 3 – ikke spilder nogens tid. Det skal være en positiv oplevelse for både dig og virksomheden.

For mig vil mindst et spørgsmål handle om at få uddybet et ord/en sætning i jobopslaget, så jeg kan få flere gode ”temaord” at putte i ansøgningen.

Derefter vil et spørgsmål forsøge at få opklaret, hvad der er det vigtigste at kunne i jobbet. Nogle gange er indholdet i jobopslag ikke prioriteret, og hvad der umiddelbart fremstår som meget essentielt i jobopslaget, kan ved en samtale hurtigst vise sig at være bagatelagtigt i forhold til dét, som virksomheden i virkeligheden leder efter.

Forsøg at få hurtigt som muligt efter, at et job er slået op. Du gider ikke være den sidste, der ringer

Hvis der er listet 3 kvaliteter, man skal besidde, men det i virkeligheden kun er den ene, der reelt betyder noget, så vil det være dumt at spilde tid og plads i din ansøgning på alle 3.

  • Hav 2-4 spørgsmål klar ud fra, hvad du har lært af ovenstående punkter nr. 1, 2 og 3. Absolut maksimalt 4 spørgsmål. Det skal som udgangspunkt være et hurtigt og effektivt opkald. Personligt har 3 spørgsmål fungeret bedst for mig.
  • Skriv dine spørgsmål ned. Personligt skriver jeg et udkast til en samtale ned ord for ord. Er stikord nok for dig, så gør dét. Se mit forslag til en samtale nederst.
  • Stil dig op. Kig evt. i et spejl. Træk luft helt ned i maven. Øv dig i at sige spørgsmålene indtil, at det falder dig naturligt. Mindst 5 gange pr. spørgsmål. Fortsæt indtil du føler dig sikker. Øv desuden din intro og afslutningen.
  • Foretag opkaldet. Min erfaring siger, at det er bedst mandag til torsdag mellem kl. 9.30 og 11.30 om formiddagen. Det er inden frokost og inden, at de har mistet troen på livet efter et håbløst eftermiddagsmøde, som trak ud, hvor kaffen var dårlig, og at det i mellemtiden er begyndt at regne.
  • Tag notater til jobsamtalen. Vær især opmærksom på temaord, som dén person benytter.
  • Afbryd aldrig nogensinde. Det er uhøfligt, og du stopper måske personen i at komme med lige præcis dét guldkorn, der kan få din ansøgning til at stå ud fra de andres. Lad derfor altid personen tale ud inden, du stiller opfølgende spørgsmål eller går videre til dit næste spørgsmål. Det vigtigste er, hvad du hører – ikke hvad du siger.
  • Du runder af med at sige mange tak for, at de tog sig tid til at besvare dine spørgsmål. Bemærk at du har fået en masse brugbart til din ansøgning, som de kan forvente snart/”på torsdag”. Gentag dit navn, ønsk en god dag og læg på.

Konkret eksempel på en telefonsamtale

”Hej (navn på ansvarlig i jobopslaget).

Du taler med _________.

Jeg synes, at stillingen som ______ lyder virkelig spændende, og jeg kunne derfor tænke mig at stille dig tre konkrete spørgsmål. Har du tid til det?

Når I skriver, at man skal besidde TEMAORD i jobopslaget, tænker I så på en bestemt arbejdsfunktion i jobbet?

Er det en nyoprettet stilling, eller overtager man et ansvarsområde fra en anden kollega?

Hvis jeg skulle starte i morgen, hvilken opgave var så den første, jeg skulle gå i gang med?

Hvad ser du som den største udfordring i jobbet?

Er der nogen kompetencer, der mangler i det team jeg bliver en del af? 

Det lyder jo virkelig spændende/mere og mere som noget, jeg godt kunne tænke mig at arbejde med/har arbejdet med i mange år.

Du skal have mange tak for din tid, ________. Du har virkelig været en stor hjælp. I kan se frem til min jobansøgning senere i dag/i morgen kl. 12/Noget tilsvarende konkret.

Hav en god dag. Farvel.”

Leave a Reply

Your email address will not be published. Required fields are marked *